marts 10, 2023

Overblik giver plads til kreative ambitioner

Kasper er administrerede direktør i et kreativt bureau, og motivationen for ham og hans to virksomhedspartnere vokser ikke op fra et Excel-ark. Men det økonomiske overblik har banet vejen for kreativ frihed.

Det er langt fra altid drømmen om at blive virksomhedsejer, der fører til netop den rolle. I langt de fleste tilfælde starter det et helt andet sted. Det kan være faglige ambitioner eller et særligt talent, der gør, at man lige pludselig sidder med ansvar for medarbejdere, lønudbetalinger, momsregnskab og budgetter.

Kreativt overskud med økonomioverblik

For Kasper og hans to virksomhedspartnere var det fælles ambitioner inden for mode og livsstilsbranchen, som førte til, at de stiftede et kreativt bureau sammen. Ingen af dem havde drevet virksomhed før – de havde primært arbejdet kreativt. Men i dag er regnskab og budgetter noget, som de tre ejere har fuldt ejerskab over og ansvar for.

Jeg har været rådgiver for Kasper og hans virksomhedspartnere siden begyndelsen. Her fortæller han om, hvordan vores samarbejde har udviklet sig, og hvorfor det har været afgørende for ham personligt med en virksomhedsrådgiver.

Hvad førte til, at Helle blev rådgiver for dig og dine to virksomhedspartnere?

”Jeg startede virksomhed op sammen med mine to partnere tilbage i 2019. Vi er et kreativt bureau og kommer alle tre fra magasinbranchen. Ingen af os havde drevet egen virksomhed før, så vi var ikke vant til at skulle forholde os til moms, årsregnskab, udbetaling af feriepenge og den slags. Nu skulle vi pludselig forholde os til det hele. Selvom jeg har en salgsbaggrund og har siddet med budgetter før, så var det at starte en virksomhed op fra bunden, og alle de ting, der følger med virksomhedsdrift helt nyt for mig.

Jeg kendte Helle på forhånd gennem min bedre halvdel, som har drevet virksomhed i mange år. Allerede fra begyndelsen hjalp Helle os med at få sat økonomien og det administrative skelet for virksomheden op og ret hurtigt blev hun også vores sparringspartner på det strategiske plan.”

Hvordan bruger I Helle som rådgiver i dag?

”1-2 gange om året mødes hele partnergruppen med Helle. Vi har typisk selv en agenda med nogle nedslagspunkter, som vi gerne vil drøfte med hende og så ser vi også altid på strategien sammen. Vi er stadig en ung virksomhed, så vi tager et år ad gangen, men alligevel oplever vi, at strategien skal justeres løbende og det bruger vi Helle til. Det kan være store ting ude i verden, som påvirker virksomheden, så som Corona, energikrise, krig og den slags, men det kan også være ift. nye kunder, hvor der pludselig åbner sig nogle muligheder, som vi gerne vil drøfte med hende.

Helle er virkelig god til at løfte vores beslutningsgrundlag til et højere refleksionsniveau, så vi ser virksomheden mere oppefra. Hun hjælper os med at se de enkelte typer af kundeopgaver, som en del af en større sammenhæng. Det kan helt konkret være i balancen mellem opgaver, der er gode for økonomien og opgaver, der har stor betydning for vores motivation. Der er jo ikke altid sammenhæng mellem de to parametre og det er ok, så længe vi er beviste om det og opmærksomme på, at der skal penge ind til at betale regninger og løn med. Det kan også være det her med at se på hele året, hvornår er der typisk travlt i vores branche og hvad kan vi fylde ind af opgaver i de perioder af året, hvor der er mindre travlt. Vi taler aldrig kun økonomi eller kun strategi, det er tæt forbundet.”

Hvornår eller hvilke typer af situationer får dig til at tage fat i Helle i dag?

”Jeg er den i ledelsesgruppen, der sidder med økonomien, så jeg bruger Helle løbende. Det kan være helt konkret til sparring på optimeringen af et bestemt projekt, hvor vi sammen aflæser projektøkonomien i E-conomic, og bruger den viden og det overblik til at balancere projektet ift. ressourcer og økonomi ­– hvordan prioriterer vi vores egen tid på projektet, hvor skal vi bruge underleverandører og hvor kan det ikke svare sig og den slags. Og så hjælper Helle mig med at oversætte det til de andre kreative i huset, så de valg vi træffer på de enkelte projekter og de økonomiske konsekvenser er synlige for os alle sammen.

Hun er ganske enkelt med til at gøre det tydeligt for os, hvordan beslutninger på de enkelte projekter og dagligdagen sætter aftryk på det overordnede plan. På den måde bliver det meget nemmere for os at tage snakken om, hvordan vi skal prioritere, fordi vi gør det på et oplyst grundlag.”

Hvad karakteriserer Helle og den måde hun rådgiver på?

”Helle er god til at skabe tillid. Allerede den første gang hun var med til et ledelsesmøde, så var der tillid ­– også selvom de andre ikke kendte Helle på forhånd, sådan som jeg gjorde. Tillid er enormt vigtigt, hvis vi også skal kunne vende de mere alvorlige ting, og kunne snakke om det, der ikke altid lige er så rart. Og det er faktisk også noget, der er meget karakteristisk for hende. Helle stiller de svære spørgsmål, men altid med et glimt i øjet. Vi ved godt, at hun mener det alvorligt, men hun spørger på en måde, så det ikke føles ubehageligt.

En anden ting, som er helt særligt for Helle er hendes blik for mennesker. Vi sidder tre i ledelsen og det er en styrke, fordi vi kommer til bordet med noget forskelligt. Helle var hurtig til at se, hvordan vi spiller sammen og hvordan vi bedst udnytter vores forskelligheder. Hun er virkelig skarp til at se, hvordan vi er skruet sammen og hvordan vores profiler fungerer sammen. Hun har både øje for vores styrker og svagheder og hun har blik for, hvad vi motiveres af. Hun er enorm god til at aflæse mennesker og de konstellationer, vi indgår i. Det betyder også, at hendes rådgivning ikke kun handler om økonomi, for hun er meget opmærksom på, at der også skal personlig motivation til for at drive en virksomhed.”

Hvad er dit bedste råd som virksomhedsejer?

”Få indsigt i din virksomhed! – og det er nok det helt store, som jeg personligt har fået ud af at arbejde sammen med Helle. Erkendelsen af, hvor vigtigt det er med en rådgiver eller mentor, når du driver virksomhed.

For mig har det betydet en kæmpe forskel – både ift. den daglige drift og i udvikling af virksomheden ­– men også for mig personligt ift. det økonomiske. Jeg har fået et overblik, som er helt uvurderligt. Det gør f.eks., at jeg bedre og hurtigere kan aflæse balancen mellem pengestrømme ind og ud og gennemskue, hvor det giver mening at bruge underleverandører og hvor det giver bedst mening, at vi selv løser opgaven. Det hjælper mig med at regne ud om det hænger sammen, aflæse hvad vi tjener penge på og hvilke opgaver vi ikke tjener så meget på, men som til gengæld motiverer os, og derfor har en anden værdi for virksomheden. Altså et overblik, som ikke kun handler om økonomi, men om hele virksomheden – og det har altså haft en enorm betydning, både for virksomheden og for mig i rollen som administrerende direktør.”

 

Har du lyst til at høre, hvordan jeg måske kan hjælpe dig til mere overblik over din virksomhed, er du velkommen til at kontakte mig på 6066 2765 eller kontakt@hellesvensson.dk

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}
>