december 30, 2022

Find den skjulte valuta i din virksomhed

Der gemmer sig uforløste potentialer i alle virksomheder – og helt sikkert også i din. Når du finder dem, har du adgang til det, som jeg kalder skjult valuta.

Noget af den skjulte valuta kan du finde i dit regnskab og budget. Men der er overraskende meget at hente steder, som du ikke nødvendigvis forbinder med økonomi. Det kan være i dine medarbejderes trivsel, måden de arbejder sammen på som team. Det kan også være i den interne kommunikation og udfordringer med at få sat handling bag virksomhedens værdier, så de når helt ud til kunderne. Alt sammen dynamikker i din virksomhed, som kan gemme på skjult valuta, der kan omveksles til positive tal på bundlinjen.

Her kan du finde skjult valuta i din virksomhed

Når jeg som rådgiver kommer ud til en ny kunde, tager vi ret hurtigt fat på at gennemgå virksomheden for skjult valuta. Og vi finder altid noget! Nogle gange kan den hurtigt omveksles, andre gange skal der arbejdes lidt mere på den, før den kan omsættes til noget, som kan ses i virksomhedens resultat. Hvor den skjulte valuta gemmer sig og, hvordan den omveksles, er selvfølgelig forskelligt fra virksomhed til virksomhed. Alligevel er disse tre steder altid et godt sted at starte:

1. Organisationen – find det uforløste potentiale og brug det

Der er rigtig mange virksomhedsejere, der bliver overrasket over, hvor megen skjult valuta, der ligger i virksomhedens organisation. Det gælder både hos den enkelte medarbejder og i teamet. Måske gemmer der sig uforløste potentialer i dine medarbejdere og i måden, de spiller sammen på som team? Det kan sammenlignes med et fodboldhold, og som virksomhedsleder er du træneren.

Din opgave er at sammensætte et hold med mange forskellige talenter og få dem til at spille sammen, så I kan opnå jeres fælles mål. Her skal du f.eks. ikke bruge 11 målmænd men både angribere og forsvarere, og de har hver især deres særlige opgaver. Du skal skabe tillid i samarbejdet og give dine medarbejdere ro i, at de kender deres helt særlige rolle på holdet. Som virksomhedsejer skal du sætte det bedste hold, skabe tillid og definere jeres fælles måde.

Det er der god valuta i – både menneskeligt og økonomisk.

Spiller I hinanden gode i din virksomhed? Læs hvad en VI-kultur kan gøre for din virksomhed her.

Det er både dyrt at ansætte og oplære. Få inspiration til, hvordan du beholder dine medarbejdere med reboarding her.

2. Forretningen – få virksomhedens værdier helt ud til kunderne

Din virksomheds ry og rygte er en meget værdifuld valuta på den lange bane. En god oplevelse får kunderne til at vende tilbage, og de vil også anbefale jer til andre. En dårlig oplevelse koster derimod på kundekontoen.

Hvis du skal fastholde virksomhedens ry og rygte, handler det om, at virksomhedens værdier også støttes op af adfærden hos dine medarbejdere. Det nytter ikke, at virksomheden brander sig på f.eks. tilgængelighed, hvis så telefonen ikke bliver taget, eller svartiden på mailhenvendelser er lang.

Det handler derfor om at kommunikere virksomhedens værdier tydeligt på de indre linjer, så der også kommer handling bag. Som virksomhedsejer skal du skabe en stærk storytelling: Hvem er vi? Hvad gør vi? Hvordan gør vi det? og Hvorfor gør vi det? Og så er det vigtigt, at de svar gennemsyrer hele virksomhedens gøren og laden – også på de indre linjer.

Hvis du tør bestemme mindre og overdrage mere ansvar til dine medarbejdere, er der masser af skjult valuta at hente der. Læs f.eks. her om, hvordan det kan være god økonomi at inddrage dine medarbejdere, når der skal skabes forandringer.

3. Økonomien – sæt retning og bevar overblikket

Der gemmer sig selvfølgelig også skjult valuta i din virksomheds økonomiske landskab. Her skal du finde de områder i økonomien, hvor der kan justeres, og der er forskellige pejlemærker, som er gode at tage udgangspunkt i. Er fortjenesten på produkter eller services høj nok? Hænger udgifter og indtægter sammen? Er der mange udgifter på sygdom i virksomheden eller stor udskiftning i personalet? – den slags koster nemlig meget på bundlinjen i oplæring og effektivitet.

En god måde at få overblik er at bruge budgettet som værktøj til at sætte retning. Dernæst bevare det ved løbende at lave rapporteringer og her tage temperaturen i din virksomhed.

Måske er du ikke lige til budget, og i så fald er du ikke den eneste ejerleder. Her får du et par tips til, hvordan budgettet kan blive din ven.

Få hjælp til at finde den skjulte valuta i din virksomhed

Jeg har allerede hjulpet mange forskellige virksomhedsejere med at finde den skjulte valuta i deres virksomhed. Hvis du gerne vil have min hjælp til at finde den skjulte valuta i din virksomhed, er du velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende snak. Book en gratis samtale her.

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}
>