Vi skal altid huske at lytte til vores medarbejdere, men som leder skal du også huske at stille de rigtige spørgsmål. For så får du det bedste ud af dine ansatte, og det giver dig en stærkere og mere bæredygtig virksomhed.
Overskriften til dagens blogindlæg kan godt lyde lidt som et trickspørgsmål.
Og det er det måske også.
For selvfølgelig skal vi lytte til vores medarbejdere. Men inden du lytter, kan du se på, om du stiller de rigtige spørgsmål.
Når du som leder spørger dine medarbejdere: Hvad har I brug for? Så får du ofte et svar, der handler om lavpraktiske ting, som medarbejderne per automatik vil pege på. Fordi man som medarbejder måske ikke er vant til, at virksomheden tænker kreativt eller lytter til medarbejdernes input.
Hvis du ikke sætter rammerne for den innovative og kreative proces i en virksomhed, vil det netop være spørgsmål som følgende, der kommer retur på dine spørgsmål: Kan vi få mere i pension? Hvad med barselsordninger? Skal vi ikke også have en frugtordning? Eller hvad med morgenmad om fredagen, det har andre virksomheder?
Det er ikke forkerte svar fra medarbejderne. Men det kan være dit spørgsmål, der skaber disse svar.
Du kan i stedet for stille spørgsmålet: Hvordan bliver vi bedre som virksomhed, så du har lyst til at blive hos os?
Begynd med at tænke som ”vi”
Hvis du sætter en arbejdsgruppe sammen og beder dem om at have fokus på:
- Hvad kan vi som virksomhed forbedre både internt og eksternt?
- Hvad synes I, vi kan gøre smartere?
- Hvordan ser I, vi kan udvikle os til gavn for både kunder, medarbejdere og indehavere?
- Hvad ser I kunne være næste skridt for os som virksomhed?
- Hvordan får I sammen skabt en virksomhed, I alle er stolte af at være en del af?
Du kan have stor værdi i at sætte rammerne, hvor der sættes fokus på virksomheden, hvad er den bedste retning for virksomheden og ikke for den enkelte medarbejder.
Tankegangen skal gå fra et ”jeg” til et ”vi”.
Hvis du som leder gerne vil vide noget om, hvordan I kan forbedre jeres produkter eller ydelser, så kan det være rigtig smart at sætte nogle mennesker sammen, som har nogle holdninger til de produkter/ydelser, I sælger og lytte til de input, du får. Her gælder det om at sætte diktafonen til, så I kan huske alle guldkornene. For dem kommer der mange af i sådan en proces.
Du kan som leder smide nogle spørgsmål op som:
- Hvordan kan vi arbejde smartere?
- Hvorfor er der nogle virksomheder, der er gode til at optimere?
- Hvordan fremtidssikrer vi virksomheden? Hvordan gør vi virksomheden mere bæredygtig og grøn?
Giv dine medarbejdere noget at arbejde ud fra. Vær konkret og sæt rammerne. Hvad præcist kunne du som leder godt tænke dig medarbejdernes input til?
Skab et kreativt miljø
Det kræver derfor, at du som ledelse tør skabe et miljø, hvor I i første omgang ikke har nogle holdninger til de kreative og innovative input, der kommer fra medarbejderne.
Det kan sagtens være, at ikke alt bliver til noget, for det er jo altid et spørgsmål om prioritering. Men det er altid en god idé lige at forklare, hvorfor du har prioriteret, som du har gjort.
Det udviklende i de her processer er, at vi er så fastlåste i hverdagens rutiner og arbejdsopgaver, at vi glemmer at træde ind i et kreativt miljø. Der hvor vi kan lege med tusch, brainstorme på idéer, sætte post-it op på en væg, tegne og bare få lov at skrive alle idéer og tanker ned – helt frit uden begrænsninger.
Det er nemlig af de mest vanvittige idéer, der kan komme de mest lavpraktiske og brugbare ting ud af.
Som leder bør du måske bare lytte til dine medarbejdere og ikke være med i selve processen. Træk dig ud af det kreative rum og lad medarbejderne komme til fadet. Sidegevinsten som leder er, at du måske kan se nogle sider/talenter hos dine medarbejdere, de ikke rigtig har i spil i hverdagens arbejdsopgaver.
For det er dine medarbejdere, der sidder med guldet til at udvikle forretningen.
Har du lyst til at læse mere om talentbaseret teamudvikling, kan du læse mere her.
Du kan også tilmelde dig mit nyhedsbrev.