Du vil gerne vækste, men hvor skal du starte? Som økonomisk rådgiver hjælper jeg virksomheder med at skabe økonomisk overblik, få viden om talenter samt få indsigt i organisationen. Det gør jeg ved at komme 360 grader rundt for at skabe en bæredygtig virksomhed – både økonomisk og menneskeligt. Her er fire gode råd til, hvordan du som virksomhedsejer kan starte væksten, der passer til dig og din virksomhed. Og vi starter med dig selv.
For det med at skabe vækst og nye tiltag i din virksomhed handler i lige så høj grad om dig selv, dine talenter, dit lederskab og ikke mindst dine visioner. Start med at kigge 360 grader om dig selv. Hvad er dit bedste bidrag til virksomheden? Hvad er dine naturlige talenter – altså hvad er du særlig dygtig til? Hvad er dine værdier? Hvor er dine stærkeste kort i forhold til kunder og dit personale? Et 360-graders eftersyn af dig selv kan derefter følges op af et 360-graders eftersyn af din virksomhed.
I tidligere blogindlæg har jeg taget fat på, at der ofte er rigtig meget at hente, når du skal vækste, ved at kigge dig selv dybt i øjnene.
Læs mere: Skal din virksomhed vækste? Så bør du måske starte her…
Her giver jeg dig nogle konkrete råd til, hvordan du kommer godt i gang, når du gerne vil flytte dig selv som menneske, for at du så også kan flytte din virksomhed i den retning, du ønsker:
Fire råd til, hvordan du kan skabe bæredygtig vækst for dig og din virksomhed
- Find ud af hvad du er rigtig god til, og hvad du er knap så god til. Accepter at du ikke altid kan alt det, du gerne vil. Uddeleger i stedet de opgaver som dræner dig, og som du måske bruger unødig megen tid på. På den måde får du frigivet tid, så du kan gøre det, du er rigtig god til. Til glæde og gavn for både dig selv og din virksomhed.
- Er du den leder, du gerne vil være? Og ved du, hvilken leder du vil være? I en vækstfase eller på vej mod nye tiltag kan det være værdifuldt at kigge nærmere på, hvilken rollemodel du som leder gerne vil være. Måske er der noget, som skal justeres for at du selv eller dine medarbejdere kan performe bedre? Det handler om at være tydelig, og tydeligheden skal understøttes af din adfærd.
- Hvilken adfærd har du? Stemmer den adfærd du har overens med det, du siger over for dine medarbejdere, kunder og andre samarbejdspartnere? Er din virksomhed f.eks. kendt for et højt serviceniveau og en uformel omgangstone, skal det være noget alle genkender mellem dig og dine relationer.
- Hvordan indgår du relationer med dine medarbejdere eller dine kunder? Du kan ikke lave om på andre, men du kan forholde dig til, hvordan du er og reagerer i samspillet med andre. Her kan det være en god idé at tænke: ”Jeg kan flytte mig i forhold til, hvordan jeg er sammen med dig”. Som virksomhedsejer er det okay at tilpasse sig i forhold til, hvilken medarbejder eller kunde du taler med. Min erfaring er, at det ofte er små forandringer. Eller det at man bevidst undlader at reagere eller reagerer med nysgerrighed på den anden, som kan skabe mirakler. Både for slutresultat, motivation og samarbejde.
Ønsker du mere inspiration til, hvordan din virksomhed kan vækste og være innovativ – både menneskeligt og økonomisk? Så er du altid velkommen til at melde dig til mit nyhedsbrev eller kontakte mig.