Ønsket om at vækste – sælge mere og øge bundlinjen – er noget de fleste virksomhedsejere kender til. Men der er flere veje dertil. Hvad med f.eks. at starte med at kigge på dig selv og begynde at se dig selv udefra?

Mange virksomhedsejere glemmer at kigge på sig selv, når det handler om, at virksomhedens grundmekanismer skal flyttes. For efter min mening er du nødt til at flytte dig selv, før du kan flytte din virksomhed.

Der kan være flere årsager til, at virksomheden ikke er der, hvor du gerne vil have den. Men når vi kigger på vækstmuligheder, er der mere end bare røde og sorte tal i en regnskabsbog at tage med i sine overvejelser.

Det handler i høj grad også om dig, dine talenter og visioner, samt ikke mindst dine medarbejdere, hvis du har nogle.

Der er rigtig meget at hente ved at starte med at kigge sig selv dybt i øjnene, når man skal lave en vækstplan.

At du kigger 360 grader om dig selv. Hvad bidrager du med? Hvad er dine værdier? Hvor er dine stærkeste kort i forhold til kunder og dit personale? Et 360-graders eftersyn af dig selv og så et 360-graders eftersyn af din virksomhed.

Har du undervejs glemt at være rollemodel?

Et af de konkrete vækstparametre er f.eks. din ledelsesstil. Får du ledet dine medarbejdere rigtigt, så de kan præstere deres bedste?

Lad os tage et eksempel: Du er i lære som tømrer og finder ud af, at du egentlig gerne vil ud i verden og blive tømmersvend og derefter tømmermester. Din nuværende mester har du ikke meget til overs for – du synes, han er arrogant og anerkender for lidt. Og når du bliver mester, så vil du gøre det anderledes.

Efter at have været tømmermester i noget tid, oplever du pludselig en distance mellem dig og dine medarbejdere. Du bliver irriteret på dem og tænker, at de ikke forstår de ting, du siger. Dine sælgere virker arrogante og meget fremme i skoene, og din bogholder er pludselig blevet emsig.

Hvad var det lige, der skete der?

Hvis du kigger dig i spejlet, vil du måske se, at du trods alle dine gode intentioner alligevel er endt med at minde en lille smule om din gamle mester. En leder, der har travlt – så travlt at han glemmer at anerkende sine medarbejdere og se, hvad de yder. Tænk hvilke mirakler du vil kunne udrette, hvis du og dine medarbejdere begyndte at trække i samme retning igen.

I en vækstfase eller på vej mod et nyt tiltag kan det være værdifuldt at kigge nærmere på, hvilken rollemodel du som leder gerne vil være. Måske er der nogle justeringer, der skal til, for at blive den rollemodel?

Tør du kigge på dig selv udefra?

Du kan f.eks. starte med at finde ud af, hvad du selv er god til, og hvad du er knap så god til. Se derefter på, hvordan du bruger din tid.

Bruger du dig selv bedst, eller spilder du din tid på opgaver, der faktisk er svære for dig, eller som ikke ligger naturligt i dine talenter? I stedet for at tage opgaver på dig, som ikke ligger dig naturligt, er det måske en idé at udlicitere/uddelegere dem?

Når du har kigget dig selv dybt i øjnene og fået overblik over, hvordan du forvalter dine egne talenter og ressourcer, er det tid at gå videre til dine medarbejdere. Bruger du dem rigtigt? Får du dem til at yde sit bedste?

Ønsker du mere inspiration til, hvordan din virksomheds økonomi kan vækste og være innovativ – både menneskeligt og økonomisk? Så er du altid velkommen til at melde dig til mit nyhedsbrev eller kontakte mig.

Ferietiden nærmer sig, og det fik mig til at tænke på en ferie, jeg fik ”ødelagt” for min familie. Op til ferien er der altid mange ting, man skal nå som børnefamilie og medarbejder. Og i kampens hede fik jeg pakket min stress i kufferten sammen med sandaler, badetøj og solcreme. Nå ja, så fik jeg også lige pakket forventningerne – både mine egne og arbejdsgivers ansvar og pligter – med i kufferten.

Turen gik til Mallorca med forventningsfulde børn og os forældre, der virkelig trængte til bare at slappe af. Vi ankom til hotellet og fik tildelt vores hotelværelse. Dejligt værelse, men der var bare et problem: Værelset med altanen lå ud mod vejen. Ikke smart for én med stress! Jeg var ekstrem følsom overfor støj. Og så var jeg i gang med ”den gode ferie”.

Udover at jeg syntes, børnene var kropumulige og ikke hørte efter, var min mand da også super uforstående. Og nå ja, jeg havde da lige arbejdstelefonen med på stranden, hvis der nu bare lige var noget, de skulle spørge om. Og det var der! Næsten dagligt!!

Min mand var rigtig sød til at gå en tur med ungerne og tysse på dem, når jeg talte med arbejdet. Han gik ned og spillede tennis med dem, så jeg lige kunne få noget tid for mig selv! Eller var det for at stemningen og ferien ikke blev mere ødelagt? Nødvendigt var det i hvert fald.

Stakkels børn (nå ja, og voksne) har jeg tit efterfølgende tænkt, og der har været masser af dårlig samvittighed forbundet med den ferie. Jeg kan ikke gøre det om. Jeg har undskyldt overfor mine børn. Jeg har brugt minderne fra ferien som en påmindelse til at gøre noget andet og gør det stadig.

Ca. 10 år efter den ”fantastiske ferie” og hvor ungerne var flyttet fra reden, skulle min mand og jeg alene afsted en uge. Vi bestilte en afbudsrejse til Mallorca.

Da vi nærmede os hotellet sagde min mand: ”Det er da her i nærheden, vi var med ungerne.” Og da vi drejede ind ved hotellet siger han: ”Det er det samme hotel, kan du ikke se det?”

Jeg kigger på ham og aner simpelthen ikke, hvad han taler om!!

Jeg kunne intet, som i ”intet”, genkende. I løbet af de første dage forsøgte min mand at genskabe min hukommelse.

  • ”Det var her ungerne…”
  • ”Det var denne vej vi gik til byen om aftenen”
  • ”Kan du huske melondamen?”
  • ”Der inde spiste vi god mad, så der går vi ind igen – kan du huske tjeneren?”
  • ”Der nede ligger…”

Stille og roligt fik hans guidede tur mig til at huske igen. Og som jeg fik gået de samme ruter, begyndte min krop og hjerne at huske igen.

Jeg var rystet og ked af det. Rystet over, hvor hårdt ramt jeg havde været uden at ville erkende det. Ked af, at jeg ikke havde stoppet det i tide, sagt fra og sagt stop.

Jeg havde i mange år den store hammer fremme til at slå mig selv oven i hovedet med.

”Tænk, at jeg havde ødelagt ferien for min familie!” Men jeg gjorde det jo selvfølgelig ikke med vilje!!

I dag ved jeg, at mit system var fyldt med stresshormoner, og at jeg ikke ville se i øjnene, at det var hos mig, der skulle ske en ændring. Jeg var nødt til at tage ansvar for mig selv, før jeg kunne være der for min familie.

Jeg skulle have sat grænser lang tid før – både privat og arbejdsmæssigt. Men det har aldrig været mit speciale. Heldigvis er jeg blevet bedre med årene. Det kræver dog stadig stor opmærksomhed hos mig at træne musklen ‘at sætte grænser og sige fra’.

Du ved sikkert nu, hvor ferien går hen, og hvad I skal nå inden.

Overvej om du kan komme mere afklaret afsted på ferie i forhold til din arbejdsplads

  • Hvilke opgaver skal løses inden ferien? Hvilke opgaver kan uddelegeres? Hvilke opgaver kan vente?
  • Har du afstemt forventning med din arbejdsplads? Husk at være tydelig – hvad kan de forvente af dig, når du holder ferie?
  • Hvis du er leder, har du så været tydelig overfor dine medarbejdere? Er deres ferie = deres ferie? Må de være 100% offline? Eller forventer du, de bare lige læser mails eller andet?
  • Hvilken rollemodel er du i forhold til ferie? Eller hvilken rollemodel ønsker du at være?

Og har du tænkt over, hvordan din ferie skal være, og hvad du har brug for? Hvad skal du have pakket i ”kufferten”?

  • Hvilken feriestemning kunne du tænke dig?
  • Er der noget, du skal gøre inden for at komme i den rette feriestemning? Har du afstemt forventningerne med familien? Måske har du brug for, at I bare er sammen og ikke farer rundt til alverdens seværdigheder eller forlystelsesparker – eller måske omvendt?
  • Har du tænkt over, og ved du, hvad en dejlig ferie er for dig?
  • Skal du bruge ferien til at tænke over, hvad et godt liv er for dig, og hvad det indeholder? Hvad fungerer? Hvad fungerer mindre godt? Hvad fungerer slet ikke? Måske blot et stort serviceeftersyn?

Det handler om at blive bevidst. Bevidst om det liv, du ønsker at leve, og hvad der er det rigtige for dig.

GOD stressfri SOMMERFERIE.

P.S.: I løbet af 3-4 måneder efter vores tur til Mallorca accelererede min stress. Jeg bad indirekte om min opsigelse og fik den. Men mere om det en anden gang.

Erkendelsen var klart den sværeste i forbindelse med mit stresssammenbrud.

Så tænker du nok, hvorfor var det lige erkendelsen, der var den sværeste? Hvorfor var det ikke det sværeste at skulle arbejde dig ud af stressen og depressionen?

Det skal jeg fortælle dig. For tankerne om:

  • Hvem ville jeg være, hvis jeg gav slip? Ville jeg være en fiasko?
  • Havde jeg levet på en løgn?
  • Hvordan kunne jeg stoppe op – og hvordan gjorde jeg?
  • Hvem skulle jeg bede om hjælp?
  • Hvad ville de andre tænke, hvis jeg valgte mig selv til?

Disse tanker fyldte meget sammen med at:

  • Jeg ikke kunne leve op til mine egne og andres forventninger.
  • Når jeg ikke kunne nå alt det, jeg skulle i døgnet, var jeg så ikke god nok?
  • Hvis jeg nu måtte sige fra, var jeg så ubehjælpsom?
  • Hvis jeg ikke var ”stærk” mere – var jeg så ”svag”?
  • Jeg kunne vel bare tage mig mere sammen og klare det hele, så skulle det nok gå?

Nå ja, så var der naturligvis også frygten for konsekvenserne:

  • Ville jeg miste mit job? Skulle jeg gå fra hus og hjem?
  • Hvordan ville det påvirke mine børn, hvis de så mig ”svag”?
  • Ville min mand have mig?
  • Ville jeg miste mine veninder og venner?
  • Ville jeg blive ensom og isoleret – jeg var jo ensom nok i forvejen. Ikke alene, men ensom!

For mig endte stressen med at være en masse usagt indeni mig og en masse følelser, jeg ikke havde ord for.

Jeg kunne bare mærke, at det hele var blevet for meget. Jeg kunne ikke overskue det mere. Jeg fik ikke min søvn, jeg fik ikke passet på mig selv, jeg følte mig som en dårlig mor, følte mig aldrig god nok. Jeg fik ikke sagt fra men kun til.

Men jeg blev i flere år ved med at gøre det samme og det samme og håbede på, at verden omkring mig ændrede sig. Det var desværre ikke tilfældet!

Så på et tidspunkt måtte jeg jo begynde at kigge på mig selv og min måde at angribe verden på. Jeg startede med at prøve at være ærlig overfor mig selv og mine omgivelser – og så sagde jeg højt, at jeg havde brug for hjælp.

Jeg havde som sagt trukket min erkendelse for længe, og derfor måtte jeg have antidepressiv medicin for at stoppe mine store følelsesmæssige udsving. Derefter gik jeg i samtaleterapi.

Siden har jeg ofte tænkt, hvordan jeg kunne lade det komme så vidt? Det er der mange forklaringer på i min historie, som jeg vil dele med dig her på bloggen hen af vejen.

Jeg valgte at gøre noget andet. Valgte en ny strategi, og det blev det min redning. Men det blev også starten på et nyt liv, nemlig mit liv med mine værdier. Jeg er et menneske, som rummer det hele fra sårbarheden til styrken.

Det var hårdt arbejde at arbejde med mig selv på den måde og begynde at gøre noget andet, end det jeg plejede. Trin for trin, tanke for tanke med selvomsorg og tålmodighed.

Det sværeste for mig var helt klart erkendelsen af min stress.

Stressen var for mig forbundet med frygt, skyld og dårlig samvittighed over ikke at slå til, ikke at være god nok eller være forkert.

At jeg turde være ærlig overfor mig selv, gjorde en kæmpe forskel for mig. Jeg håber alle, der har fået for meget, tør stoppe op og bare stille sig selv spørgsmålene:

  • ”Er jeg ærlig overfor mig selv? – sådan rigtig ærlig?”
  • ”Lever jeg det liv, jeg gerne vil, som er i overensstemmelse med mine værdier?”
  • ”Tør jeg gøre noget andet end det, jeg plejer, når nu ”plejer” ikke virker eller er godt for mig mere?”

Tag ansvar for det liv, du ønsker at leve – det er den bedste gave, du kan forære dig selv, og du kan få den til at holde resten af livet.